Hans Helbæk (1907-1981) opfandt faget arkæobotanik, som han selv kaldte “palæoetnobotanik”.
Han spillede en vigtig rolle i forskningen i agerbrugets oprindelse og i udviklingen af naturvidenskabelig arkæologi generelt.
 

Hans Helbæks arkæobotaniske samling

Nationalmuseets Naturvidenskabelige Undersøgelser (NNU) huser, blandt mange andre ting, arkæobotanikeren Hans Helbæks samling af arkæologiske makrofossiler, indsamlet på udgravninger i Danmark og udlandet fra 1940erne til 1970erne. Det er en unik samling af arkæobotanisk materiale, som spænder fra tidligt neolitiske fund fra Mellemøsten og ”mumiehvede” fra Ægypten over kornfund fra den danske jernalder til maveindholdet fra de berømte moselig. 

En registrering af samlingen er igang, og det er planen at samlingen efterhånden skal være tilgængelig for interesserede forskere.

Henvendelse vedr. samlingen kan ske til Mette Marie Hald (mette.marie.hald@natmus.dk) 

Bibliografi

Helbæk var oprindeligt uddannet klejnsmed, men arbejdede også frivilligt på arkæologiske udgravninger, heriblandt sammen med arkæologen Gudmund Hatt på dennes udgravninger i Thy. Hatt opdagede hurtigt Helbæks talent for at restaurere lerkar, og ikke mindst hans talent for at artsbestemme aftryk af planterester i lerkarrene. Han fik Helbæk ansat som konservator på Nationalmuseet, hvor det hurtigt kom til at handle mere om de arkæologiske planterester end om de lerkar han skulle konservere. Aftrykkene i lerkar blev dog hurtigt en biting i arkæobotanikken, da der i 30-erne og 40-erne dukkede store mængder forkullet korn op i en lang række udgravninger af hustomter fra jernalderen. Ved undersøgelserne af disse fund fra lokaliteter som Østerbølle, Alrum og Nørre Fjand skabte Helbæk grundlaget for det detaljerede billede vi i dag har af jernalderens agerbrug. Helbæk fik også tilsendt materiale fra mange udgravninger i det øvrige Europa, kendte er hans undersøgelser fra f.eks. Vallhagar på Gotland og det romerske fort Isca i Wales.

Det var ikke mindst samarbejdet med den amerikanske arkæolog Robert Braidwood, på hans legendariske ”Iraq-Jarmo Project” i 1948-55, som gjorde Hans Helbæk berømt. På den tidlige agerbrugslokalitet Jarmo, dateret til første halvdel af 7. årtusinde f.v.t., kunne Helbæk påvise kultiverede typer af afgrøder som emmerhvede og toradet byg, som satte datoen for agerbrugets oprindelse langt tidligere end man hidtil havde antaget – de kultiverede afgrøder viste netop at mennesker allerede i det 7. årtusinde længe havde benyttet sig af agerbrug på Jarmo.

Helbæk arbejdede siden på berømte arkæologiske lokaliteter som den nyassyriske hovedstad Nimrud i Irak, sammen med den britiske arkæolog Max Mallowan, og dennes hustru, kriminalforfatteren Agatha Christie; på James Mellaarts udgravninger af de neolitiske lokaliteter Hacilar og Catal Höyük i Tyrkiet; på jernalderbyen Hasanlu i Iran, og på den neolitiske lokalitet Beidha i det sydlige Jordan. Sidstnævnte lokalitet blev udgravet af den britiske arkæolog Diana Kirkbride, som blev Helbæks hustru.

De ofte epokegørende resultater fra Hans Helbæks mange arkæobotaniske projekter blev løbende publiceret i monografier og tidsskrifter, og selvom faget konstant har udviklet sig, står mange af hans resultater og fortolkninger stadigt fast idag.